Det skal du vide om supplerende dagpenge

Du kender garanteret dagpenge. Det er det, du får, hvis du er medlem af en a-kasse og mister dit job og bliver ledig. Men hvad ved du om supplerende dagpenge? Ved supplerende dagpenge behøver du ikke at være ledig, for dem kan du nemlig få, hvis du arbejder på deltid. Det fungerer altså som et supplement til din løn.

Hvornår kan du få supplerende dagpenge?

Du kan få supplerende dagpenge, når du er på deltid og arbejder mindre end 154,6 timer om måneden. Udover det kræver det selvfølgelig, at du er medlem af en a-kasse som ved almindelige dagpenge. Til sidst kræver det, at du er meldt ledig, ligesom hvis du var fuldt ledig. Din a-kasse vil supplere din løn i alle de uger, hvor du arbejder mindre end 37 timer.

Hvorfor har du brug for supplerende dagpenge?

Der kan naturligvis være flere grunde til, at du pludselig står og har brug for supplerende dagpenge. Hvis du arbejder et sted, hvor du er vant til at arbejde fuldtid, men du pludselig bliver sat ned i timer, fordi virksomhedens efterspørgsel ikke er høj nok, vil du komme til at mangle nogle penge hver måned. I sådan et tilfælde vil du få brug for supplerende dagpenge, der kan gå ind og kompensere for de timer, som du plejede af få løn for. Det kan også være, at du er nyuddannet og har svært ved at finde et job med nok timer i starten. Her vil det ligeledes være nyttigt med supplerende dagpenge.

Hvor meget kan du få i supplerende dagpenge?

Timesatsen på dine supplerende dagpenge er den samme, som den du har ved almindelige arbejdsløshedsdagpenge. Du vil blive trukket en time i supplerende dagpenge for hver time, du har arbejdet. Det vil sige, at du hvis arbejder mere end 145,53 timer en måned, kan du ikke modtage supplerende dagpenge den måned.

Hvor længe kan du få supplerende dagpenge?

Du kan selvfølgelig ikke blive ved med at få supplerende dagpenge. Dog kan du få det i 30 uger inden for 104 uger. Men hvis du ønsker at forlænge perioden, kan du gøre det, hvis du har opfyldt nogle bestemte krav. Det kunne f.eks. være, at du har arbejdet i mere end 146 timer på en måned. Du kan få forlænget dine supplerende dagpenge i 4, 8 eller 12 uger.